skip to Main Content

Aktiv sommer

Aktiv sommer med smash

Af Anders Nordstrand
SPORT

Siden skoleferiens start har klubber og foreninger budt ind med børn og unge-aktiviteter med tilskud fra bl.a. Folketingets særlige sommerpulje, og det resulterede i tre dages dages gratis
tenniscamp i Frederiksværk sidste uge.
Her stod træneren Leo og hans hjælpere for nogle aktive dage med tennis-intro for i alt 16 deltagere, der afprøvede nogle af spillets grundlæggende teknikker, men der var naturligvis også tid til hyggetid, hvor nye venskaber blev dannet.
“Jeg er vant til at træne spiller i alle aldersklasser, og det er altid en sjov udfordring at træne små begyndere, som er nysgerrige og ofte opfatter spillet som en leg,” forklarede Leo, mens han instruerede en af pigerne i serveslag med en let  skumgummibold, som flagrede lidt rundt i blæsten selv om slaget var perfekt.
Tennisklubben havde fået 9.000 kroner i tilskud til camp’en, og formand Sussi ser gerne, at aktivitetsdagene giver flere unge medlemmer:
“Det svinger lidt med antallet af juniorer, men det kan en camp som denne måske være med til at rette op på.”
Brødrene Noa og Felix kan blive et par af de kommende juniormdlemmer, for de syntes, det havde været sjovt at prøve tennis, og måske bliver det deres nye sport: “Vi har lært en hel masse med forskellige slag, smash og angreb, hvordan man skal bevæge sig på banen, men vi har også mødt nogle nye venner. Det kan da godt være, at vi kommer igen.”

Brødrene Felix og Noa synes om både spillet og nye venskaber.

Back To Top