Nyheder

Blå sejr på det røde grus

Over hele landet blev servet, returneret og spillet stopbolde ved nettet, da landets tennisklubber i lørdags fejrede Tennissportens Dag med festlige arrangementer for alle nysgerrige.
Således også i Frederiksværk Tennisklub, der traditionen tro, havde inviteret til politisk topmøde med ketchere og bolde. Denne gang med en herredouble mellem, i blåt hjørne Michael Thomsen og Thomas Møller Nielsen, versus i rødt hjørne Olaf Prien og Steffen Jensen.
De fire lokale byrødder gav hinanden kamp til stregen, pulsen kom i vejret og der kom sved på panden. Det bølgede frem og tilbage med fantastiske slagdueller, indtil blåt hjørne slutteligt kunne glæde sig over en hårfin 7-5 sejr. Efterfølgende fik det vindende par, Michael Thomsen og Thomas Møller Nielsen, overrakt en blå/rød tennisketcher i sejrspræmie.
En præmie som de straks donerede til Frederiksværk Tennisklub med option på udlån ved næste politiske kamp.  

Hold i dag
Instagram
Vi takker vore sponsorer